Månen er Blå

Det havde Fru Kjærsgaard vist ikke lige regnet med. At der ville rejse sig et forargelsens brøl over hendes fantastiske fremsynede forslag.

Og det endda blandt hendes “egne”.

Ja i hvert fald så meget hendes egne, at de deler hendes unuancerede syn på alle, hvis hårfarve er en nuance mørkere end leverpostej.

Jeg vil også ha’, jeg vil også ha’! Hvorfor skal de ha’, når jeg aldrig har fået noget?

Jeg vil også ha’ 100.000 dask lige ned i foret, så jeg kan rejse ned til de varme lande og købe et hus med havudsigt og leve fedt og godt resten af mine dage.

Hvor fedt og godt man kan leve af de rester, som bliver tilbage, når man først har fået havudsigten, melder historien intet om…og havudsigter kan man vel ikke fylde maven med.

Der er også nogle, som er dygtige magikere…talmagikere som får 100.000 til at formere sig til noget, der ligner millioner, for de har jo allesammen mindst 12 børn hver plus det løse.

Hvem i alverden siger, at alle 12 børn eller flere får 100.000 i lommepenge med sig, hvis de forlader landet sammen med deres forældre?

I alle andre sammenhænge skelner man mellem børn og voksne, når man taler om ydelser fra samfundet, så mon dog ikke, man også gør det i denne situation?

Det er der i alt fald præcedens for, jvf. loven omhandlende repatrieringshjælp til flygtninge fra Kosovo.

Så er der dem, som frygter en sandt flygtningeboom, og som velsagtens allerede står ved grænsen og spejder efter horderne af flygtninge, som bare kommer for at indkassere deres 100.000 kr, så de kan vende hjem igen en oplevelse rigere.

Øhhhh, har de lige overset, hvor svært det er at slippe igennem nåleøjet og opnå fast opholdstilladelse her i Eldorado?

For det er jo netop målgruppen. Udlændinge fra ikke-vestlige lande som har fast opholdstilladelse i landet. Utilpassede glemte jeg at sige…om de skal gennemgå en godkendelsesprocedure for at bevise, hvor utilpassede de er, melder historien intet om, endnu da.

Fast opholdstilladelse er ikke noget, som bliver delt ud med rund hånd, selv om de samme, som har ondt i røven over, at man ekspederer folk hjem med 100.000 i lommen mod til gengæld at være fri for at se dem mere, sikkert er af den opfattelse, at man er alt for rundhåndet.

Den opfattelse deler de med Fru Kjærsgaard, og hun betragter det som en ren win/win situation. Ganske vist får de en rejsegodtgørelse af en vis størrelse, men set i forhold til de millioner af kroner, hun forventer, de vil koste samfundet fremover, hvis de bliver, er 100.000 jo peanuts.

Jamen de tager jo bare hjem og bruger alle pengene, og så kommer de tilbage….sådan er de jo….

Pengene må have fået det værste frem i nogle, som i forargelsens rus helt overser, at Hjemsendelsesaftalen ledsages af endnu et par håndfulde stramninger…hele Udlændingeaftalen med alle dens stramninger på udlændingeområdet kan i øvrigt læses på Dansk Folkepartis hjemmeside.

Velbekomme!

Gemt i: Ukategoriseret d. 9. November, 2009 | Ingen kommentarer »

Ajjjjjjj, hvor er de søde….hvorfor har du aldrig strikket sådan nogle til mig?

Spurgte min datter, da jeg viste hende huerne.

Det har jeg faktisk også gjort, men det kan hun ikke huske, for dengang sad hun i barnevogn.

Det var selvfølgelig ikke lige det, hun mente, for spørgsmålet gik selvfølgelig på, hvorfor jeg aldrig havde strikket huer til Liva og drengene.

Det kunne jeg sige mange ting om hvorfor.

At jeg aldrig ville vove at strikke en hue af det forhåndenværende garn til en pode, hvis mor altid præciserer på ønskesedlerne til jul og fødselsdag, at blusen fra Katvig skal være med brune kløvere, og ikke røde eller grønne, eller at bukserne fra Mini A Ture skal være blå og ikke brune.

Nå nej, jeg glemte, at hjemmestrik ikke længere er synonymt med mormors hjemmestrikkede sweather, strikket to numre for stor så den kan holde….den der hurtigt ryger ned i bunden af skuffen og først ser dagens lys, når man er sikker på, at poden ikke længere kan passe den.

I dag signalerer hjemmestrik, at man er så overskudsagtig, at man har tid til at fordybe sig i den slags, og helst skal man kreere indviklede mønstre.

Jo mere indviklede de er, jo mere overskudsagtig er man.

Bare synd at de unge forældre aldrig rigtigt har lært at strikke. De tider er for længst forbi, hvor pigerne allerede i 1. klasse med svedige fingre kæmpede sig igennem deres første strikketøj - mens drengene filede løs på deres første træklods.

Jeg kunne også have sagt, at både Livas og drengenes kommodeskuffer bugnede af tøj - så meget tøj at man næppe ville kunne klemme en strikhue ned også.

Alt det sagde jeg ikke noget om. Jeg kom blot med et tamt: Jamen jeg kan da strikke en hue til Liva også.

Nå, det kunne være ligemeget nu, mente Livas mor…og hun bruger jo også elefanthue nu.

Det kunne være, jeg skulle overraske hende med en elefanthue her til jul

Fem huer er det blevet til i denne omgang - udover de tre som allerede er ekspederet afsted - huer til små nyfødte afrikanske børn, som fryser om hovedet i de kolde nætter.

Huerne er ganske vist ikke blevet helt ensartet i størrelsen, men selv nyfødte kan vel have både større og mindre hoveder, så det går nok.

Selv har jeg moret mig med strikkeriet, og en babyhue kan man snildt lave på en aften…og så ryger man ikke så meget, hvis ellers man har den last.

Gemt i: Ukategoriseret d. 29. October, 2009 | 2 kommentarer »

På vej ind i Netto på Nørrebrogade opdagede jeg, at de havde indført selvbetjeningskasser, siden jeg sidst havde været der, og tilligemed var køen ved kassen så lang, at det var umuligt at se, hvor den endte.

I dag skulle der imidlertid mere end lange køer og selvbetjeningskasser til at skræmme mig væk. Ganske vist har jeg aldrig prøvet en af disse gør-det-selv kasser, men hvis kassedamen kan finde ud af at scanne varer ind, kan jeg vel også.

Jeg gik i Netto efter noget, jeg havde set i kataloget, jeg ville se nærmere på. Ganske vist havde jeg glemt, hvad det var, men jeg regnede med, at genkendelsens klokke ringede, når jeg så det…hvis altså jeg så det.

Det gjorde jeg nu ikke, så med en dåse O’boy og 4 tuber Zendium i sampak stillede jeg mig op i køen, som nåede halvvejs ned gennem forretningen.

Inden der var gået et minut stod jeg imidlertid som nummer ét i køen. Ikke fordi det gik tjept ved de fire selvbetjeningskasser, men fordi en af de ansatte i butikken forbarmede sig over alle de mere eller mindre tålmodigt ventende kunder og åbnede en “rigtig” kasse.

Alle i køen spurtede over til den nyåbnede kasse, undtagen mig for nu havde jeg endelig chancen for at prøve noget nyt.

Da det blev min tur, havde jeg allerede luret fiduserne af hos kunden før mig, så det burde være en smal sag, og ydermere sad der en dame inde i maskinen og fortalte trin for trin, hvad man skulle gøre.

Hvor svært kan det være?

Svært nok, for jeg havde kun nået at få scannet tandpastaen ind, inden apparatet gik i udu og fortalte mig, at vægten havde problemer, og jeg skulle afvente hjælp.

Hvilken vægt???

Heldigvis rendte en af de ansatte rundt i fast rutefart mellem de fire selvbetjente kasser, så hjælpen var nær.

Det viste sig, at min politisk korrekte stofpose, som jeg havde sat ned, hvor jeg skulle lægge varerne, havde forvirret vægten.

Jeg havde ganske vist set, at kunden før mig, møjsommeligt havde trukket sin plastikpose ud over et stativ…men hvorfor gøre det så besværligt, tænkte jeg….og hvem kunne vide, at det var en vægt?

Måske var fejlen den, at jeg var for utålmodig til at lytte efter alle de omstændelige instrukser fra damen i maskinen.

Det lykkedes at få scannet kakaopulveret ind og betalt uden yderligere problemer, og på vej ud af butikken kom jeg i tanke om, hvad det var, jeg havde glemt, jeg ville kigge på.

Kagedåser med julemotiver. Og jeg som sprang afdelingen med småkager over, fordi jeg var sikker på, at her var der ikke noget, jeg skulle have.

Meget bedre gik det ikke i Fakta, som var næste mål på min vej.

I kataloget havde jeg set kurve i pileflet samt skæremåtte og rullekniv til patchwork, men intet var at finde i butikken.

I det mindste havde de en kasse med betjening, så jeg ikke skulle stå og bøvle med det een gang til.

Gad vide om jeg skulle gøre alvor af at få rekvireret en Nej tak til reklamer mærkat, når nu de gode tilbud alligevel ofte er en and….

Gemt i: Ukategoriseret d. 26. October, 2009 | Ingen kommentarer »

Tju hej hvor det går for politikerne i Dansk Folkeparti.

Morten Messerschmidt var her i sommer ved at gå i panik over den nok så opreklamerede H1N1 influenza og for at være sikker på at komme i betragtning til vaccinen, som først er klar til november, henvendte han sig allerede i august til Sundhedsstyrelsen for at blive indstillet til vaccination hurtigst muligt - tilligemed kæresten naturligvis - samtidig med en opfordring til at alle danskere i øvrigt skal belemre Sundhedsstyrelsen med henvendelser.

Morten Messerschmidt sagde dengang, at det er Dansk Folkepartis “klare holdning”, at alle danskere skal have tilbud om at blive vaccineret, når en vaccine engang til efteråret er klar.

- Jeg er sikker på, at det her er noget, der vil indgå i forhandlinger om bl.a. finansloven, sagde han.

Messerscmidt tog fejl, for det var ikke vaccine til alle danskere, som Dansk Folkeparti bragte på banen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, men derimod den kriminelle lavalder samt stramninger på udlændingeområdet…. til en forandring.

På Fyen følte byrådsmedlem Keld Vidkær Nielsen fra Dansk Folkeparti sig så stødt af en enkelt passage i Falsted Revyen, at han fandt det helt naturligt at klippe den fra, da revyen skulle bevares for eftertiden på CD, og på den måde demonstrerede han på bedste vis Dansk Folkepartis opfattelse af ytringsfriheden.

I København er Finn Rudaizky blevet grebet med fingrene i klejnekassen…eller måske snarere kommunens portomaskine, idet han fandt det helt naturligt, at lade skatteborgerne lægge porto og kuverter til, når han udsendte foldere til venner og bekendte…stem på mig, lød budskabet.

Det værste er næsten, at det efter 15 år Borgerrepræsentationen endnu ikke er gået op for Rudaizky, at det er ham selv - og ikke kommunens sagesløse skatteborgere - der må til lommerne, når det gælder hans egen valgkamp.

Gad vide hvor mange af hans valgkampe jeg gennem årene har været med til at financiere…..

“Det kan godt være, at det er lige på grænsen at sende valgmateriale”, var den indrømmelse Rudaizky gjorde…en Rudaizky som i øvrigt ikke havde drømt om, at den slags var ulovligt.

Småtingsafdelingen? Måske rent økonomisk set, men det handler vel også om principper, moral og etik tilligemed de mange bække små….

Gemt i: Ukategoriseret d. 23. October, 2009 | Ingen kommentarer »

Det var det spørgsmål “min” jobkonsulent i ramme alvor stillede mig i dag.

Forinden havde jeg fortalt, at jeg skam havde fået noget ud af det 4 ugers intensive jobsøgningskursus, der nu (sagde jeg heldigvis?)  lakker mod enden - uden i øvrigt at præcisere det nøjagtige omfang af udbyttet.

Det var måske dumt sagt, for det eneste, jeg fik ud af det var, at han fik den gode ide, at så måtte yderligere 6 uger lige være noget for mig.

Øhhh, det vil jeg lige tænke over, sagde jeg…..det er jo stort set det samme, jeg lige har brugt 4 uger på, indvendte jeg yderligere, da jeg havde skimmet brochuren, jeg fik i hånden.

Helt det samme var det nu ikke, for 6 ugers forløbet bestod af individuelle samtaler med coaching og sparring i stedet for holdundervisning.

Men pensum er stort set det samme, og jeg er ikke dummere end, at jeg sagtens kan tilegne mig noget stof uden at skulle have enetimer….ganske vist ikke 6 timer om dagen i 6 uger, men kun en times tid med sparring og coaching af et eller andet energibundt en gang om ugen. Det er også en time for meget.

Ja, det kan du jo tænke over, sagde konsulenten så, og det er lige det, jeg vil gøre. Så jeg har nok at tage mig til de næste 6 uger med alle de tanker, jeg skal tænke .

Gemt i: Ukategoriseret d. 21. October, 2009 | Ingen kommentarer »

Eller rettere sagt skolebørnene gør det, og sælger de tilstrækkelig mange får de et større beløb til klassekassen.

Naturligvis kan man sige sig selv, at når man køber en pakke af Red Barnets til & fra kort for 25 kr., får de fattige børn ikke glæde af alle 25 kr.

Virksomheden, som leverer kortene, lever af den slags og gør det ikke gratis, og så er der alle mulige andre omkostninger undervejs - herunder også præmier og bonus til skolebørnene, hvis de sælger rigtig mange.

Men sølle 2 kroner og 59 øre til de fattige børn ud af de 25 kroner, man gav til et godt formål, er ikke meget, og sikkert noget mindre end man havde forventet.

 Strik en hue og red et barn.

Medmindre huen skulle forsvinde i pakkeposten, er jeg sikker på, at hele huen, og ikke kun det ene bindebånd, når frem til rette modtager, og det er da en rar tanke.

Tre huer er det blevet til i løbet af ugen, så nu skal de bare afsted med posten.

Gemt i: Ukategoriseret d. 18. October, 2009 | 10 kommentarer »

Efter vinterens udskejelser i knaldhytten fyldte poserne med tomme flasker og dåser efterhånden så godt op, at jeg knap nok kunne komme ind i redskabsskuret længere.

Så turen gik til Kvickly på Englandsvej for at slippe af med de par poser, jeg kunne have med på cyklen.

Lørdag kan vel ikke være så dårlig en dag at frekventere flaskeautomaten?

Jeg ved af erfaring, at mandag skal man holde sig langt væk fra den, for den dag vælter det ind med folk, der har hele indkøbsvogne fyldt med tomme flasker.

Men lørdag må være god, for her har folk sikkert nok at gøre med at handle i selve butikken.

Wrong!

Der stod en alenlang kø ved flaskeautomaten, og da jeg ikke havde lyst til at fare rundt i Kvickly med to bæreposer fyldt med mere eller mindre klirrende flasker - plastflasker klirrer trods alt ikke så meget, valgte jeg den tunge gang om bagi køen som nummer tretten eller deromkring.

Folk havde tilsyneladende - inspireret af det gode vejr - ladet sig angribe af et alvorligt anfald af oprydningsmani og besluttet sig for, at nu skulle alle tomme flasker i hvert fald ud af huset.

Kvickly har to flaskeautomater, men selv helt nede fra min plads som nummer tretten kunne jeg se, at kun den ene var i brug - ikke noget underligt i det, for det er vist mere reglen end undtagelsen, at kun den ene virker - så det eneste jeg kunne gøre, var at krydse fingre for, at alarmen ikke gik i gang og ikke lod sig standse, så vi pludselig stod helt uden virksomme automater.

Så gik det ellers i gåsegang ned mod den forjættede automat.

Hver gang den ene var færdig med ekspeditionen, og den næste rykkede en tand videre, rykkede hele køen sig tilsvarende et bette nøk frem, og efter et kvarter eller mere, nåede jeg endelig frem som nummer to i køen.

Fra den position kunne jeg se, at der på den uvirksomme flaskeautomat ikke var opsat nogen seddel, der indikerede, at den var i udu, og mens jeg spekulerede over det, gik alarmen på den anden automat i gang.

Den ene af de to knægte, der var i gang med at slippe af med deres flasker, havde fået skubbet en ølkasse lidt skævt ind på banen, og det kunne maskinen ikke lide.

Storebroderen sagde så til lillebror: Prøv den anden maskine!

Og den tog både den første og alle efterfølgende flasker lige så fint og flot, alt imens alarmen på den anden maskine fortsat larmede værre end en ulykke.

Tænk engang, alle de mennesker, der havde stået i køen og omhyggeligt havde undgået den ene flaskeautomat, fordi alle de foregående jo også havde også ladet være med at bruge den…jo den var nok i udu, troede de alle sammen!Indtil den lille dreng råbte: Den virker!Ja, den har jo nok været i udu på et eller andet tidspunkt i løbet af formiddagen, men guderne må vide hvornår!

Langt om længe slap også jeg af med mine flasker, og så kunne jeg tage en tur i Kvickly…det sidste blev overstået på langt kortere tid end mit ærinde ved flaskeautomaten, så nu ved jeg, at lørdag skal man heller ikke ulejlige sig med at afsætte flasker i Kvickly på Englandsvej…

Gemt i: kværulanterier, oprydning d. 5. April, 2009 | 1 kommentar »

Endnu engang er det sket. Et helt tilfældigt menneske er blevet udvalgt og sat i offentlig gabestok på Facebook.

Hendes eneste forbrydelse er, at hun skiller sig ud fra folk, som folk er flest, idet hun er en såkaldt posedame, der i mangel af bedre trasker rundt på gaderne i Kolding.

En ung mand, 18 år gammel, har oprettet en gruppe på Facebook, hvor han opfordrer andre til at fortælle, hvad de ved om hende og lægge billeder ind. 250 medlemmer nåede gruppen at få, inden der blev sat fokus på den og siden lukket.

Det var kun ment som en joke og en happening, fordi vi hyggede os med det, udtalte den unge mand.

Hvad fanden foregår der lige oppe i hovedet på folk?

Hvad ville den pågældende initiativtager mon sige til, hvis det var ham selv, der på den måde blev udsat for, at hans privatliv blev lagt til offentlig skue på nettet?

Sidste år var det en tilfældig mand fra Århus, der var udsat for det samme…han blev forfulgt IRL, så folk kunne tage billeder af ham, de kunne lægge på nettet og ellers fortælle minutiøst, hvad han foretog sig dagen lang.

Denne gruppe nåede op på 600 medlemmer, inden den langt om længe blev stoppet.

Mangler folk spænding i deres liv? Mangler de at kunne samles om at forfølge et sagesløst menneske?

Ønsker de sig i virkeligheden tilbage til tiden, hvor de kunne slentre en tur ned på byens torv for at tilbringe lidt tid med at håne og spotte en tilfældig stakkel, der havde gjort sig fortjent til at tilbringe nogle timer i den offentlige gabestok?

Er det i virkeligheden et menneskeligt træk, der ligger i generne, at man ikke har det rigtigt godt, førend man kan samles om at udvælge et offer, som man i fællesskab kan udsætte for en veritabel heksejagt? 

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/03/24/235943.htm

Gemt i: kværulanterier, tanker d. 26. March, 2009 | 4 kommentarer »

Typisk indledning på et læserbrev i Ekstra Bladet. Og så kommer Hr. Hansen ellers med sin uforgribelige mening, retfærdiggjort af at det er han bestemt ikke den eneste, der mener…hvor han så end ved det fra.

Gemt i: kværulanterier, tanker d. 18. March, 2009 | 4 kommentarer »

Så stod jeg der i går morges og følte mig en smule taberagtig, mens jeg røg en smøg uden for Jobcentret.

Gemt i: kværulanterier, ledige hænder d. 17. March, 2009 | 2 kommentarer »